TURCYKLISTERNE

Merete og Knuds rejse beretninger

Rejsebrev nr. 9 Gospel, der gir gåsehud og tårer i øjenene

I dag var vi tidligt oppe. I Glide Memorial Church på Tailor st er der 2 “forestillinger” hver søndag: kl 9 og 11. Vi havde læst, at man skal komme tidligt, for der er run på. Så vi kom kl 8.00. Ingen kø, vi gik lige ind og der sad en kvinde, som vi fik en god snak med. Stille og roligt dukkede de folk op, som stod for arrangementet: Orkesterlederen, lydmanden, videokvinden osv. Alle hilste og de gav hinanden “a hock”. Det gør man meget her. Vi har optaget en lille kort video, som viser lidt af stemningen. link til videoen
Det var virkelig en kæmpestor oplevelse. Måske den største på hele vor tur. Vi havde forventet et gospelkor af afro-amerikanere, men ud af 30 var der kun 6, men korlederen var. Der var også en transversit, som var hel vild at se på. Og så blev der prædiket. Ikke som i danske kirker. Men med passion og Trump og Kavanaugh fik tørt på og der blev opfordret til at lade sig registrere og stemme. Der er jo valg i november. Det blev sluttet af med: “We shall overcome” og de sang “to day” i stedet for “some day”. Det var her gåsehuden rejste sig og tårerne trillede. Virkelig gribende.


Det er mange hjemløse her. Det anslås at det er 7000, det lever deres liv på gaden og rigtig mange i vort kvarter. De fylder godt i gadebilledet med deres sparsomme gods og deres gakkede gangarter, som virkelig er mange specielle forskellige. Der 700.000 indbyggere i San Francisco og det anslås at der er et stort mørketal vedr hjemløse.


Og som nævnt er der valg og for at stemme skal man her i landet lade sig registrere. Og for at lade sig registrere skal man have en adresse. Så hjemløse kan ikke stemme. Som I måske ved er stemmeprocenten her også lav - ofte under 50. Da vi kom ti Washington så vi valgplakater overalt i vejkanten. Ofte hele skilteskove. Vi tænkte der var god tid til st tage billeder. Det er jo valg i alle stater. Men de forsvandt længere fremme. Så det må I undvære. Der er valg til: Sherif, anklager, domstole, senatorer, borgmester og byråd og meget mere. Og så klager vi når vi skal stemme til både kommunal- og regionsråd.
Det har været en stor oplevelse at komme til San Francisco. Allerede første dag - fredag - fik v overstået shoppingen (incl kasser til cyklerne). Så vi har bare kunnet nyde byen i det ekstraordinære gode vejr ( i dag 23 gr). De har haft en rædselsfulde kold sommer med megen tåge. Det holder vor tid ud her.


Lørdag tog vi så til regnbuekvarteret: Castro. Der er anslået 150.000 homeseksuelle her i byen og de fleste holder til der. Regnbueflaget et skabt her og ses overalt og sågar var der fodgængerfelter i regnbuefarvet. Par af primært mænd ses overalt og vi spiste en god frokost der. Men vi gik rundt kom en meget bøsset gut hen og sagde vi skulle besøge byens højeste punkt, som var ikke langt derfra, så vi kunne se både Down Town og Oakland. Og det gjorde vi. Fantastisk udsigt og det bragte os en hel anden spændende vej end vi havde tænkt os og pludselig stod vi i Doloros Mission Park - en amfiteaterformet park - hvor der virkelig var liv. Det var lørdag og familier og andet godt var ude og nyde det gode vejr og lege med børnene. Så gik vi hjemad gennem Missionkvarteret, hvor der var mange små cafeer og etniske supermarkedet, som egentlig bare er en udvidet kiosk. Men her mødte vi pludselig også frugt og grønt, som vi ellers ikke ser meget til.


Vi havde faktisk glemt at det er her hippibevægelsen startede i 60´erne. Men igen fik vi anvist hvor det var. Så på vej til “Strickly Hard Bluegrass” festival stod vi af og kiggede os omkring på Haight, som det historiske sted hedder. Der var en del mindelse, såsom butikker med batik og smykker og også nogle få typer af slagsen. link til video
Det har været musikdag. Vi har været til Bluegrass Festival i Golden Gate Park, som er en park vest i byen på endnu et højdedrag. Den må være mindst lige så stor som Central Park i NY. Festivallen er startet af en rigmanden og banjospilleren Warren Hellman og er gratis da han betalte og har skabt en fond der sikret at den fortsat kan være gratis selvom han nu et død i 2011. Det var vældig hyggeligt, MEN her på egnen må man ikke drikke øl, vin og spiritus offentligt og de mener det alvorligt, så ingen øl. Og dog der jo altid nogen som har en lille nebengesjæft, så..!


Nu er vi trætte og mætte af oplevelse for idag. Men i morgen er vi friske igen til Fishermans Wharf, kineserne og hvad det ellers dukker op inden det tirsdag går hjemover.
Her på falderebet skal der lyde en stor og taknemmelig tak til webmaster Aksel, uden hvem disse rejsebreve ikke havde kunnet lade sig gøre. Håber I har nydt dem ligeså meget som vi har glædet os til at skrive dem.

De sidste hilsner fra

Merete&Knud,

20 6th st, Windsor Hotel, vær 212, San Francisco, USA

 

>

Rejsebrev nr. 8 Golden Gate and the smell of San Francisco

Så nåede vi målet, San Francisco. Vi kørte over Golden Gate Bridge i solskin, heldigt for det er tit tåget. Det var en god oplevelse med masser af udsyn til alle sider. Hvis vi skal finde en enkelt klage:-) der var en lind strøm af cyklister der kører over broen en mile videre og så tager de færgen tilbage, og mange var uerfarne cyklister. Cykel og gangsti er adskilt fra den befærdede brovej.


De sidste dage har været lidt anderledes. Landskabet endnu mere goldt og øde i mange km, men med flotte kyst eller bugtudsigter. Vi er også stødt på surfere som leger på de store bølger.
Vi var på besøg i Fort Ross i en State Park , hvor der i 1820-50 har boet ca 1500 russere. Vor warmshowervært James spøgte med, at hvis DR havde bevæget sig mere sydpå og blevet havde han nu talt russisk. Der er efterladt et frilandsmuseum med kirke, admistrationshus, hotel mm
I området er der også landbrug, men her er det kæmpestore ranches, med rigtig meget kvæg på store bløde bakkede græsmarker. Sådanne steder er der altid mange ørne/høge der svæver rundt med deres store vingefang og vi ser også stadig vildt, hjortelignende der færdes i området.


Der er ikke mange byer og de fleste er små, med et enkelt grocery, sådan en lille landkøbmand incl lidt Silvanvarer, men varerne er ofte dyrere her, og så er der selvfølgelig en lille cafe, ofte med spansk udseende og - talende folk.


Som vi skrev i sidste brev, skulle vi bo privat i nat hos Margit og James i Forest Knoll. Vi havde kommunikeret flere gange per mail og James ville køre os i møde. Vi mødtes i Port Reyes Station, en lidt større by, 10 miles fra slutstedet. Der havde han mødt to canadiske fyre, som havde fortalt at vi sikkert var i nærheden. Og så kørte vi afsted, han kendte alle de små cykelveje, gennem State Parken.
De boede i et gammelt hus, vind og skævt . De var ved at renovere det og havde været det igennem flere år. Det var et par eventyrere vi var landet hos. James 62 år, egentlig arkitekt, havde boet i Italien i 8 år, cyklet jorden rundt. Og Margit 59 år, egentlig tysker, som havde rejst ligeså meget, bare ikke på cykel. Deres sidste rejse som varede to år gik fra Alaska til Argentina på cykel, "de bedste to år i deres liv" som de sagde.
Nu planlagde de en tur tværs over USA grænsen til Mexico til Cuba, Braslien. Så flyve til Cape Town i Sydafrika og køre hele vejen gennem Afrika for at afslutte i Europa og måske Danmark om tre år , så måske ses vi der. Lidt vildt. Vi spurgte om de tit var i San Francisco, der er 45 km dertil. Ja de cyklede sommetider derind for at høre musik og så nød de at køre over Golden Gate Bridge kl 2 om natten. De var ved at bygge en lille hytte til Warm Showers folket, dog ikke færdig, så vi fik et dejligt gæsteværelse. Det blev en hyggelig aften, hvor vi udvekslede historier, "livet" inden vi trætte gik i seng.

Den sidste dag lidt overskyet. Vi kørte ad de sidste bakker, de sidste mange km kørte vi ad små cykelveje næsten uden biler og det har vi ellers ikke været forvænt med.
Vi fandt hurtigt vores hotel selvom der godt nok også er mange bakker her i San Francisco . Som vi godt vidste er der mange hjemløse her, trist at se. Vores hotel er et simpelt, shared badeværelse og og så videre, pakistanske ejere, ment rent, håndklæder og en seng:-). Så i går aftes var vi ude og spise og lige nu vasker vi tøj, der et heldigvis et lille vaskeri på hotellet. Og så skal vi ud ad se San Francisco.
Vi har ialt cyklet 1921 km.Og det vi kan mærke mest 23000 højdemeter eller ca 800 om dagen i gennemsnit. Vi har haft 3 dage på 1400 og flere over 1000 hm, så musklerne skriger på pause.
Så nu er det slut med "have a safe ride", det siger alle vi har talt med som en hilsen / ønske, dejligt.
Cykelturen er jo slut nu, men måske kommer der et rejsebrev mere fra turisterne Merete og Knud.

Bedste hilsner

Knud&Merete, 20 6th st, Winsor hotel, vær 212, San Francisco, USA

Billeder hørende til rejsebrev nr. 8

 

Rejsebrev nr. 7 I indianerland

De fleste forbinder nok indianere med prærie og western. Men faktisk har det været rigt med indianerbosættelser hele vejen ned langs kysten. Levevilkårene har været gode med fiskeri og jagt.


Lige nu befinder vi os i en sådan oprindelig bosættelse med det mundrette navn: Gualala. Hertil kom vi i aftes (mandag) og fik lige kastet os indenfor i receptionen på motellet "Surfinn", inden regnen væltede ned. Vi havde besluttet fra morgenstunden, at vi ville finde et sted med seng og tag over hovedet her, da der var lovet regn hele dagen og natten og vi trængte virkelig til lidt luksus efter 9 dage i træk på campgrounds. Nogle er ved at lukke ned og resten på denne del af turen tilbyder ikke "hot shower" eller shower i det hele taget. I aften skal vi dog til Bodega Dunes som har.

Og så har vi lagt "billet ind" på warmshowersovernatning. Warmshower er en platform hvor du kan søge overnatningsværter for bikere. Det er primært folk som selv cykler og vil dele historie og tilbyder gratis overnatning og som navnet siger warm shower. Men lige på den rute vi kører er der ikke så mange. De er længere inde i landet. Men i skrivende stund har vi netop fået svar fra Margith og James som "will be delightet" til st modtage os i morgen. Spændende.


Vi er lidt triste, men også forventningsfulde: kun 3 dage tilbage til vi er fremme. Vi har helt vænnet os til de daglige rutiner. Vores frokost i vejkanten/strand/picnicarea, typisk bestående af en dåse sardiner, 2 æg, en banan eller ost. De har meget cheddarost og dét er vor foretrukne. Vi købte gasbrænder i Vancouver og den har bragt os blødkogt æg hver morgen og hårdkogte til frokost. Ordentligt brød der er til at betale har de ikke, så vi spiser sødet whole wheat.(toastbrødagtigt). Endelig er vi nået til dagens indkøb, som skal foretages inden vi når frem. Campgrounds ligger typisk langt væk. Fremme skal teltet op, bades og belønningen i form af en (relativ) kold øl med tilhørende jordnødder - helst sådan nogle med skal. Det er god beskæftigelse. Så skal der laves mad og spises, skrives dagsrapport og -bog. Så er det spændende, hvor lang tid vi kan holde den gående før vi ligger i teltet.

Tilbage til indianerne. Der har været rigtig mange her på egnen, men i 1500-tallet kom spanier hertil og de var ret barske. De udryddede rigtig mange. Californien var faktisk Mexikansk/spansk indtil europæerne kom hertil omkring 1800 og hvad spanierne havde påbegyndt fuldendte de så grundigt at nogen her har sagt til at det er forunderligt at der stadig er en del indianere tilbage. En af dem, som vi købte røget laks af ( godt nok i Oregon).

Ellers er vi blevet overrasket over hvor mange spansktalende der også er her i der nordlige Californien. Flere steder står skilt på både spansk og engelsk og udsigtspunkt hedder konsekvent "vista point". Så befolkningen er meget mere blandet her. I går kørt vi forbi en hardwarestore, som hed Sjolund (må være svensk) og Iversen street - kunne være dansk.

Folk, der har oprindelse i Skandinavien her ivrige efter at fortælle om det. I går var vi ind i et Visitorcenter i byen Elk. Her var den kvindelig ansatte efterkommere af danske bedsteforældre, som var emigreret fra hhv Læsø og Møn og mødt hinanden i San Francisco. Hun havde selv været i DK og besøge Ellen Sorensen (mors kusine) på Møn. Og Meretes mor er jo fra Møn, så det kom der meget god snak ud af. Faktisk havde vi svært ved at slippe fra hende. Det var også hyggelig, men vi havde 55 km foran os og kl var 13.
Har vi fortalt at terrænet er mere udfordrende end vi havde regnet med. I går kørte vi for tredje gang på turen 1400 højdemeter. Det siger cykelnørderne noget og når vi så betænker at vi kører med godt og vel 10 kg oppakning, så vil vi påstå, at det svare til noget af det barskeste vi har prøvet på Mallorca - Sa Calobra fra Soller retur, som er godt 1900 hm.


Landskabet er meget vekslende. Fra at have kørt meget i Redwood forest, hvor det var mørkt, men flot er vi nu kommet til havet igen hvor det veksler mellem spektakulære forrevne klippesidder og klippeformationer i havet og dybe bugter med sandstrand. Disse repræsenterer også tit et flodudlød(Creek), som vi skal ned til og så op igen. Heraf de mange højdemeter.

Igår ændrede landskabet sig endnu engang. Hedeagtigt og med mindelser om Mols Bjerge. Km efter km ubeboet landskab med ganske små bosættelser /byer nu og da - sjældent over 2-300 personer. Vi byskiltet står der ofte hvor mange indbyggere der er.
Nå, nu kalder fuld Continental breakfast med belgiske vafler.

Så slut herfra Guallala, California, USA
Knud og Merete

Billeder hørende til rejsebrev nr. 7

 

Rejsebrev nr. 6.      Solopgang   - solnedgang

 

Solopgang og solnedgang er normalt ikke noget noget der optager os i Dk . Men her bliver det mørkt omkring 19.30, ofte før, hvis vores campground ligger i en stor mørk skov . Flere af de andre "bikere" går faktisk i seng ved den tid og står så op før solen står op kl. 7.00, så de kan starte tidligt. Vi prøver dog at være oppe til kl. 21.00, men det er ikke alle aftener vi holder så længe. De fleste dage starter vi ca kl. 9.00.


De fleste andre "bikere" kører på lette turcykler a la Trek cykler, men tungt læstet med to fortasker, to bagtasker, styrtaske og ofte et telt bag på i en køjesæk eller lignende. Se billede. Som vi vist har nævnt før kører vi ikke med nær så meget bagage og vi kører også hurtigere end dem, overhaler af og til. Men vi skal jo have en formiddagspause på en cafe, spise vores medbragte frokost, den anden dag var vi på en hyggelig cafe i en oste fabrik, med udsalg.
Af og til er der et Visitorcenter, hvor der er lidt brochurer, kort og ofte en lille udstilling omkring indianere, Redwood skovene tidligere. Og ud på eftermiddagen skal der købes ind. Vores udmærkede guidebog angiver en rute, hvor mange miles er der, hvad er der at se, og det vigtigste, hvor skal der købes ind før aftensmaden. Så det hænder at vi må køre langt med vores indkøb, som vi skal bruge til aftensmaden. Men der er absolut intet at købe på de State Parks Campgrounds vi bor på. Vi registrerer også os selv, dvs lægger pengene i en lukket kasse. Så vi ankommer næsten altid som de sidste, men synes selv vi har oplevet mange gode ting undervejs. De sidste dage har vi kørt den samme rute som et ungt par fra Montreal. De skal cykle helt til Columbia.


Som tidligere nævnt er vi i Californien nu og det er næsten som at komme til et andet land. Ikke at folk var uvenlige i Oregon og Washington, men der var ingen mennesker på gaden, vi så masser af skoler og skolebusser men ingen børn . Her er det helt anderledes, i byerne ser vi fodgængere og meget mere liv, sådan lidt mere afslappet, der småsludres lidt mere. De supermarkeder vi mest har benyttet har været "Dollar Generel", lidt a la Netto, men uden frugt og grønt, som vi så har suppleret med i andre forretninger. Den anden dag mødt vi et kæmpe kæmpe økologisk supermarked , flot og dyrt. Her er også flere Organic cafeer og her er affaldssortering og opfodring til at spare på vand og andre ressourcer.
Vi har omtalt indianere ind i mellem, og vi kan her se flere af indiansk afstamning, der er også mange flere af spansk afstamning , bla står der ind i mellem skilte også på spansk.
Vi ser af og til her rygsæk folk, uden særlig mange penge, eller hjemløse, som bor på campingpladser.
Vi har igen kørt mange km i Redwood forest. Kæmperne står i kø.


I går kørte vi gennem skov, for at komme ud til kysten, vi har kørt ad Highway 101 det meste af tiden, men denne fortsætter inde i landet , så vi kørte ud til vej 1 langs kysten. Det var kun en tur på 68 km, men med 1400 højdemeter og så regnede det forøvrigt, hvilket det ellers ikke har gjort de sidste 14 dage.


Vi sov på en meget simpel campground i nat lige ud til havet, sikken en udsigt. Den anden dag kørte vi mange km i landbrugsområde og besøgte også Ferndale en "ny" by fra 1913. Her var der også et lille hyggeligt Library med sådan nogle små kort i skuffer, som vi der er lidt ældre kan huske fra bibliotekerne
I dag skinner solen igen og vi har kørt langs kysten. Vi er nu i Fort Bragg, hvor vi lige har været inde at se en meget flot modeljernbane , fra det Vilde West". Tænker også flere gange på "Det lille hus på prærien" (Merete , alt har været besværligt dengang.


Merete og Knud,

Fort Bragg, California, USA

 

 

 

Billeder hørende til rejsebrev nr. 6

Rejsebrev nr. 5       Californica, here we come/rare

I går (24.9.) krydsede vi grænsen til Californien(billede). Her må ikke indføres frisk frugt og grøntsager, men vi blev ikke snuppet med vore rosiner. Fra grænsen har vi nu kun knap 600 km til San Francisco, så 2/3 af turen er nu tilbagelagt.
Det meste af dagen i går kørte vi i Redwood Forrest State Park med de kæmpe Redwoods(billeder). I dag har vi taget vor første overliggerdag på den meget smukt beliggende campground: Elk Prairie. Navnet fordi der er mange hjorte (Elk). Dog har de brændt et kæmpe græsområde af, så de ikke dukker op lige ved pladsen, som de plejer. Håber dog i aften at få nogen at se.
I dag skal vi så lidt tilbage og se "Big Tree", som efter sigende skulle være mere end 8 m i diameter og over 100 m højt. Vi har også et billede af en Cannabisbiks i Oregon på grænsen. Det er legalt der til rekreation - som de kalder det - men i Californien kun til medicinsk brug.

Lidt om trafik og trafikkultur.

Vi kan lære en del af dem her. Der er mere svensk/forbud over dem end i den danske tænkning. Det betyder i praksis, at vi endnu ikke har set nogle køre over for rødt stoplys - undtaget højresving, som man må her, når der er fri bane. Man varsler bedre og tidligere om ændringer. Ved rødt lys blinkes der ofte i flere sekunder før den skifter. Steder, hvor der er fuldt optrukket linie ( overhaling forbudt) er der samtidig skiltet med "do not pass"(billede).
De passer godt på cyklisterne. Der er brede baner til at cykle på de fleste steder, her kaldet "shoulders" (ved ikke hvorfor, men har sat os for st finde ud af det). Hvor der ikke er eller kun lidt shoulders, skildtes der med "share the road". Eller ved broer "bicycle on the bridge" og der er en knap vi kan trykke på, så der er blinkende lys der advarer bilisterne om at der er cyklister på broen. Bilerne holder som hovedregel god afstand, måske fordi det koster et par millioner at pløje en cyklist ned. Pacific Coast er ret vild og vi kan godt forestille os at det går ret vildt til i stormvejr. Så ned langs kysten i Oregon har vi mødt skiltet "Entering tsunami hazard zone" og "leaving ..." masser af gange. Så det tages alvorlig.
Når de gode ting er sagt, så må vi også fremhæve de store larmende biler. De fleste kører i store min 3 l diesel. De brøler som en løve når de kommer, så vi er advaret i god tid. Det med sidespejl er virkelig overflødigt. Alt er stort. Mange mobilhomes er på størrelse med en dansk turistbus og så har de som regel en personbil spændt bagefter, ligesom en trailer. (Billede vist sendt tidligere). Dem ser vi mindst en 15-20 stykker hver dag. Der ses ingen tegn her på klimabevidsthed. Cisternerne er dobbelt så store som danske. Store og små skyl mødes ikke. Affaldssortering er sjælden. Måske bliver det bedre her i Californien. De har netop vedtaget at skulle være CO2 fri i 2040.

Vi klagede en del over regnen i begyndelsen. Og det var vådt, klamt og koldt. Men siden natten til den 16. har vi ikke haft regn og der er heller ikke udsigt til mere. Dog er aftenerne og morgenerne stadig kolde, så der må alle reserver puttes om kroppen. Så humøret er højt og vi synes lige nu, at der for kort til San Francisco, da vi nyder den smukke natur, freden og det gode vejr. Men alting godt har en ende og vi glæder os også til fem gode dag der. Dog lidt malurt: hele tiden har vi sagt, vi skal køre 2000 km. Nu ser det ud til at det ikke bliver mere end knap 1900, så vi overvejer seriøst at køre et par omveje (smil).
Merete og Knud, 25.9., Elk Prairie, California, USA

PS. Nu blev det så den 26..9., før vi får forbindelse og så kan vi da fortælle at vi har mødt havgusen, grrrr! Og hørt søløver, men ikke set dem i tågen.

Billeder hørende til rejsebrev nr. 5

Rejsebrev nr. 4       Oregon

Kysten ved Oregon består af tre dele, kæmpestore skove, søer og hav med masser af bølger og sand, og det bliver ved og ved.
Og også et enkelt fyrtårn hist og pist. Det kan lyde lidt ensformigt, men man bliver nærmest lidt forpustet af alle de flotte udsiger der er. Og indimellem er det bare små hyggelige fiskelejer, hvor tiden står stille.
De to foregående dage var vi i område, hvor det var muligt at se hvaler og vi så en, godt nok en lille en. Og så er der jo bilerne, har vi vist omtalt før, de fleste er kæmpestore og deres mobilhomes er enorme og flere har deres personbil hæftet bagpå, se billede, og i de fleste tilfælde er det kun et enkelt par der bor der.
Vi var på et lille museum der viste, hvor indianerne havde boet langs kysten tidligere. Faktisk har de langs kysten været mange indianere, mens de hvide først kom hertil i starten af 1800-tallet.
Vi kører meget af tiden på High Way 101, befærdet men plads til en ok bredt stykke til cykler ( her kaldet: shoulders) og vejbelægningen er for det meste god. Når vi kører på mindre veje er de ikke altid så gode.
Bilisterne er stort set gode til at give os plads. Der er mange store og små broer og to gange har der været mulighed for som cyklist at tænde et advarselslys før vi kører på broen, så bilisterne kan se os. Vi kører pænt mange højdemeter hver dag og kører 80 - 100 km daglig.
Langs highway 101 er der rigtig mange picnicområder på de rigtig flotte steder, som drives af staten. Så det er altid muligt at køre fra, hvis vi bliver trætte af trafikken. Ting, der er meget anderledes i USA i forhold til Danmark er: der er ingen fodgængere, alle kører i bil.
Men i supermarkederne møder vi en del. Nogle kommer hen og spørger hvor vi kommer fra. Og så viser det sig at deres bedsteforældre eller oldeforældre er udvandret fra Danmark og at de stadig hedder Andersen eller Christensen, en havde været udviklingsstudent i Sverige osv. Vi er også begyndt at møde flere andre cyklister ligesom os, typisk amerikanere eller canadiere, nogle tager dele af turen, flere hele vejen til San Francisco.
Vi har de sidste 8 nætter boet på hiker/biker Campgrounds og der er stille og fredeligt, men vi skal helst ikke meget senere frem end kl. 18. Vi skal have slået telt op mm inden det bliver mørkt. Solen skinner stadig dejligt om dagen, men det er koldt morgen, aften og i skyggen.
Så i aften, fredag aften har vi forkælet os selv med et motelværelse, været på møntvaskeri sammen med de lokale og spist på kineserrestaurant. Vi har også i dag været i en Cannabis forretning, dog ikke for at købe:-) men i Washington, Oregon, Colorado og Californien er det muligt. 1 gram koster mellem 10 - 18 dollars. Mødte en mand i forretningen, der havde hørt at i Amsterdam og DK var salg af Cannabis frit.

Mange hilsener fra Knud og Merete Bandon, Oregon.

Billeder hørende til Rejsebrev nr. 4

 


Læs de første rejsebreve her

Billeder hørende til Rejsebrev 1, 2 og 3:

klik på et billede for at se det i stor størrelse

Rejsebrev nr. 1     9. september: Grænsen er nået

Eller dvs. næsten. Kun en færgesejlads væk venter grænsen til staten Washington (USA), som vi passerer til søs på vej til Anacortes.
Grænsen er også nået for, hvor meget mere regn vi gider. Efter 3 måneders fint tørt vejr har de også her fået regn - og det netop dagen efter vi landede i Vancouver.
Turen over gik ellers fint. Landede en halv time før plan og fandt fint indtil hotellet. Sådanne hoteller til den pris vi vil betale ligger tit i Chinatown. Også her og tilmed i blandt de hjemløse, som ligger på gaden. Der er rigtig mange med og uden kørestol, med og uden kanyle i armen, med eller uden sko til salg, med eller uden telt.

Vi har naturlig forberedt os på regn. Men havde ikke lige "regnet" med at de to første dage skulle være i regn. I det hele taget er der ikke noget der egentlig er gået efter planen. Misforstå os ikke: vi kan faktisk godt lide når planen ikke holder, det er ofte her de vi får de spændende og interessante oplevelser.
Vi skulle i går have været med 3 færger, men nåede kun 2, da vi missede den første og derfor kom bagud. Til gengæld lande vi på en campground Christianialookalike. Vi mødte aldrig noget personale, men selvservice var også muligt, så det benyttede vi.

Selv i regnen kunne vi dagen igennem se det flotte landskab. Vancouver ligger for foden af Cascadebjergkæden og klipperne fortsætter vestpå på Vancouver Island og øerne, som vi skal cykle på og passere. Der har derfor også været en del flere bakker end vi regnede med. Nogle af dem endog meget mere stejle end vi havde regnet med (også det er medskyldig i vor ødelagte plan).

I dag vågnede vi med en let regn trommende på teltet. Vi skulle blot nå en færge 15 km væk kl 9.50, så vi havde god tid da vi forlod campingpladsen kl 8.15. Imidlertid havde vi ikke taget vejviserne i ed. En erfaring vi allerede fik igår, er at skiltningen lader virkelig meget tilbage at ønske.
Så på "quiet road til Fulford Harbour" manglede der skiltning på et vitalt sted. Så hvad der så let ud, endte med hårdt slid i kuperet terræn og endte med endnu en mistet færge. Da den ikke blev nået kom vi ikke til at krydse grænsen i dag som planen var.
Til gengæld fik vi søndagsbreakfast sammen med de lokale på restaurant i Fuldford og så fik vi medlidenhed med os selv (to halvdrukne mus med klamt tøj og udstyr og beskidte cykler), så vi checkede ind på hotel Sidney (færgebyen), hvor vi nu sidder behageligt foran fjerneren og skriver dette brev.
Campground uden bad og med muldtoilet skiftet ud med 2 Qeenzise senge, karbad og Continental breakfast.
Ak ha, hvor dybt kan man synke?

Merete & Knud, Sidney BC, Canada

 

Rejsebrev nr. 2   13. september: USA

Så er vi nået til USA uden problemer, fik taget fingeraftryk og foto.
Flot sejltur gennem San Juan Islands, 170 små og store ører, ikke alle beboet. Vejret er blevet bedre, kun en byge i ny og næ. Fra Anacortes, havnebyen kører vi gennem Whidbey Island. Vi er på landet, med mange farms og marker, og igen og igen, små kirker, missionshuse og lignende med tilbud om deltagelse om søndagen.

Men der er noget galt med vejskiltene (tror vi) der bliver jo regnet i miles i USA , så vi skal hele tiden gange med 1,6. Der er masser af burgersteder, pizzaer og meget præfabrikeret mad, men der er ikke så mange madforretninger eller grocery som det hedder her. Men i Coupeville finder vi lidt proviant.
Vi finder Rhododendon Campground , i en stor skov med høje træer, finder en fin plads, alle har borde og bænke og bålsted, se billede. Vi får sågar lavet et lille bål for hyggens skyld. Der er ikke lys, men das (her hedder det restroom, i Canada washroom. Aj ja, hvor er vor barndoms lokum blevet af) og vand. Hvad mere har vi brug for . Efter en fredelig aften og nat skal vi med en færge mod Port Townsend. Det er blevet den 11. september og alle flag er på halv stang.
Dagens mål er Bremerton, en havneby tæt ved Seattle. Lidt befærdede brede vej med cykelstriber, men til gengæld skyder vi en god fart, der er mange bakker. Vi når at køre 90 km den dag.
Vi skal bo to nætter her, fint motel, så bilerne kan holde lige udenfor. Dagens udflugtsmål er Seattle, igen en færge, sejltid 50 min med udkig til flotte strandhuse, se billede. Færgen bruges kan vi se, til folk der arbejder i Seattle. Byen dukker pludselig op med store højhuse. Det er en fin by med fiskemarked og en masse forretninger.
Motorvejen går igennem byen i tre etager. Knud fik desværre stjålet cykelværktøj dagen før, så nu er nyt indkøbt i en kæmpe kæmpe stor cykel- og andet udstyrs forretning. Godt vi ikke har plads, ellers kunne vi nemt blive fristet.
Vi spiser sen frokost ved havnen på Ivars fiskerestaurant, vi får Clam Chowder, en slags muslingestuvning, smager rigtig godt. Idag torsdag den 13. september er vi halvvejs på vej mod kysten, regner med at køre 115 km.
Glemte vi at skrive: en utrolig flot natur, men desværre skæmmet af store larmende, stinkende biler (must have) i hundredtusindvis. Det er her climaterescue er på dagsordenen.
Merete og Knud, Bremerton, Washington

Rejsebrev nr. 3     19. september: Kan de li Østers?

Godt spørgsmål. Vi har endnu ikke prøvet, men vi er i østersland - bjerge af østers (billede). Den ældre generation kan huske serien. Vi bryder os egentlig ikke om østers, men har besluttet vi må prøve dem - måske smoked eller grilled. Vi spiste breakfast i Raymond, fik 2 spejlæg, bacon og pølser, men kunne også have valgt østers!
Efter Bremerton fik vi vor hidtil længste distance på 119 km. En lidt blandet fornøjelse med skrappe bakker til at starte på, dernæst rimeligt flat til Shelton. Undervejs fik vi kaffe/the på et lokalt "Boat House" ved en smuk sø. Vi havde satset på en tur uden maskinskade, men et eller andet skarpt forårsagede en kniber på Knuds baghjul. Så ny slange. Vi har ellers søgt at sikre os med gode dæk og dækindlæg. Just er vi startet igen, da vi overfaldet af en voldsom byge. Det skal ikke blive den sidste.
Vi har fulgt vejrudsigten for området gennem det sidste år og konstateret at det egentligt er gange venligt og mestendels tørt. Det har da også været 3 måneder med rigtig godt vejr, ligesom i DK. Da vi ankom til Vancouver var det 24 grader. Dagen efter faldt temperaturen til 17 og i morges var vi nede på 8, grrr.! De lokale medgiver, at det er helt usædvanlig, da september normalt er meget tør.
Vi har mest boet på State park Campgrounds. Her er hiker/biker pladser, som fås for en billig penge 12-16$. Faktisk lever vi rimeligt billigt ca 250kr/dag for os begge når vi camper. Morgerne og aftener er kolde, men om dagen er det fint når det ellers ikke regner. Vi har nu haft 2 regnvejrs frie solskinsdage. Det er dejligt. Dog lidt malurt i bægeret: det er koldere end vi regnede med, ca. 8 grader om morgenen om aftenen. Så vi har brug for alt vort tøj.
Terrænet er noget mere bakket end vi forventede. Så en stigning på 2-3 km med 5-7% et ikke unormalt. Til gengæld får vi rigtig flotte udsigter. Vi ramte Pacific Ocean den 15.9. og det lever ikke op til navnet. Det er faktisk ret vildt og det er ikke til at bade i. Men utrolig flot kyst med masser af spektakulære klipper og sandstrand. Vi får tanker om Vesterhavs- og Atlanterhavs scenarier. Her kører også biler på stranden indimellem.
I dag fik vi så østers, men i den røgede udgave. Det var ok, så nu har vi prøvet. Vi har set frem til seafod, men det er lidt dyrt, så indtil videre har vi ikke indtaget havets gaver. Når vi rejser på denne måde har vi et mål om at leve for 300kr /person/dag. Det var vi lidt spændte på her. Men i går balancerede vi på 300. Det skyldes bl.a. at camping er billigt.
En dag ser i øjeblikket ud sådan: formiddagkaffe/the, ca 5$, supermarked ca. 15$, camping 16$, og måske lidt ekstravagance. På fredag er der udsigt til regn, så måske bliver der lige et lille hotel. Vi trænger også til at få vasket tøj. I aften ?(18.9) camper vi i Devil State Park i byen Lincoln. Vi havde set frem til lidt shopping. Bike shops, sportsudstyr (på jagt efter gas til madlavning og måske et brewery), men ak, det vanskeligt nok at finde et supermarked. I dag kortede vi de planlagte rute af. Den bød på 100 km med 3 skrappe stigninger, så de skal indhentes over de næste dage. Til gengæld har vi ikke haft overliggerdage, som vi eller havde planlagt.
Så har vi også mødt egnens sultne dyr: racoon (vaskebjørn), som er en sulten rad, der stjæler vor mad på campingpladserne. I Disapointment State Parks hvor regnen styrtede ned og vinden sled pløkkene op i vor trap, havde Knud glemt at der var et stykke ost i tasken, som stod ude. Så slæbte dyret den ud i regnvejret og forsvandt med osten. Resten af maden var forsvarligt gemt i stålboks, der er på alle campingpladser. Et andet par fik en hel taske med mad "stjålet". På Lookout Campground mødte vi chip eller måske Chap. De er nærgående, hopper op på bordet. Det er lige som katte de skal fjernes korporligt:-)
Beklager hvis brevet er lidt rodet. Det er skrevet over flere dage mestendels fordi vi har problemer med at få ladet op med strøm og komme på nettet.

Best regards Merete & Knud, Newport, Oregon, USA

PS Glemte vist at skrive at kysten er utrolig smuk her i Oregon