TURCYKLISTERNE

Merete og Knuds rejse beretninger

Rejsebrev nr. 4       Oregon

Kysten ved Oregon består af tre dele, kæmpestore skove, søer og hav med masser af bølger og sand, og det bliver ved og ved.
Og også et enkelt fyrtårn hist og pist. Det kan lyde lidt ensformigt, men man bliver nærmest lidt forpustet af alle de flotte udsiger der er. Og indimellem er det bare små hyggelige fiskelejer, hvor tiden står stille.
De to foregående dage var vi i område, hvor det var muligt at se hvaler og vi så en, godt nok en lille en. Og så er der jo bilerne, har vi vist omtalt før, de fleste er kæmpestore og deres mobilhomes er enorme og flere har deres personbil hæftet bagpå, se billede, og i de fleste tilfælde er det kun et enkelt par der bor der.
Vi var på et lille museum der viste, hvor indianerne havde boet langs kysten tidligere. Faktisk har de langs kysten været mange indianere, mens de hvide først kom hertil i starten af 1800-tallet.
Vi kører meget af tiden på High Way 101, befærdet men plads til en ok bredt stykke til cykler ( her kaldet: shoulders) og vejbelægningen er for det meste god. Når vi kører på mindre veje er de ikke altid så gode.
Bilisterne er stort set gode til at give os plads. Der er mange store og små broer og to gange har der været mulighed for som cyklist at tænde et advarselslys før vi kører på broen, så bilisterne kan se os. Vi kører pænt mange højdemeter hver dag og kører 80 - 100 km daglig.
Langs highway 101 er der rigtig mange picnicområder på de rigtig flotte steder, som drives af staten. Så det er altid muligt at køre fra, hvis vi bliver trætte af trafikken. Ting, der er meget anderledes i USA i forhold til Danmark er: der er ingen fodgængere, alle kører i bil.
Men i supermarkederne møder vi en del. Nogle kommer hen og spørger hvor vi kommer fra. Og så viser det sig at deres bedsteforældre eller oldeforældre er udvandret fra Danmark og at de stadig hedder Andersen eller Christensen, en havde været udviklingsstudent i Sverige osv. Vi er også begyndt at møde flere andre cyklister ligesom os, typisk amerikanere eller canadiere, nogle tager dele af turen, flere hele vejen til San Francisco.
Vi har de sidste 8 nætter boet på hiker/biker Campgrounds og der er stille og fredeligt, men vi skal helst ikke meget senere frem end kl. 18. Vi skal have slået telt op mm inden det bliver mørkt. Solen skinner stadig dejligt om dagen, men det er koldt morgen, aften og i skyggen.
Så i aften, fredag aften har vi forkælet os selv med et motelværelse, været på møntvaskeri sammen med de lokale og spist på kineserrestaurant. Vi har også i dag været i en Cannabis forretning, dog ikke for at købe:-) men i Washington, Oregon, Colorado og Californien er det muligt. 1 gram koster mellem 10 - 18 dollars. Mødte en mand i forretningen, der havde hørt at i Amsterdam og DK var salg af Cannabis frit.

Mange hilsener fra Knud og Merete Bandon, Oregon.

 

Rejsebrev nr. 3     19. september: Kan de li Østers?

Godt spørgsmål. Vi har endnu ikke prøvet, men vi er i østersland - bjerge af østers (billede). Den ældre generation kan huske serien. Vi bryder os egentlig ikke om østers, men har besluttet vi må prøve dem - måske smoked eller grilled. Vi spiste breakfast i Raymond, fik 2 spejlæg, bacon og pølser, men kunne også have valgt østers!
Efter Bremerton fik vi vor hidtil længste distance på 119 km. En lidt blandet fornøjelse med skrappe bakker til at starte på, dernæst rimeligt flat til Shelton. Undervejs fik vi kaffe/the på et lokalt "Boat House" ved en smuk sø. Vi havde satset på en tur uden maskinskade, men et eller andet skarpt forårsagede en kniber på Knuds baghjul. Så ny slange. Vi har ellers søgt at sikre os med gode dæk og dækindlæg. Just er vi startet igen, da vi overfaldet af en voldsom byge. Det skal ikke blive den sidste.
Vi har fulgt vejrudsigten for området gennem det sidste år og konstateret at det egentligt er gange venligt og mestendels tørt. Det har da også været 3 måneder med rigtig godt vejr, ligesom i DK. Da vi ankom til Vancouver var det 24 grader. Dagen efter faldt temperaturen til 17 og i morges var vi nede på 8, grrr.! De lokale medgiver, at det er helt usædvanlig, da september normalt er meget tør.
Vi har mest boet på State park Campgrounds. Her er hiker/biker pladser, som fås for en billig penge 12-16$. Faktisk lever vi rimeligt billigt ca 250kr/dag for os begge når vi camper. Morgerne og aftener er kolde, men om dagen er det fint når det ellers ikke regner. Vi har nu haft 2 regnvejrs frie solskinsdage. Det er dejligt. Dog lidt malurt i bægeret: det er koldere end vi regnede med, ca. 8 grader om morgenen om aftenen. Så vi har brug for alt vort tøj.
Terrænet er noget mere bakket end vi forventede. Så en stigning på 2-3 km med 5-7% et ikke unormalt. Til gengæld får vi rigtig flotte udsigter. Vi ramte Pacific Ocean den 15.9. og det lever ikke op til navnet. Det er faktisk ret vildt og det er ikke til at bade i. Men utrolig flot kyst med masser af spektakulære klipper og sandstrand. Vi får tanker om Vesterhavs- og Atlanterhavs scenarier. Her kører også biler på stranden indimellem.
I dag fik vi så østers, men i den røgede udgave. Det var ok, så nu har vi prøvet. Vi har set frem til seafod, men det er lidt dyrt, så indtil videre har vi ikke indtaget havets gaver. Når vi rejser på denne måde har vi et mål om at leve for 300kr /person/dag. Det var vi lidt spændte på her. Men i går balancerede vi på 300. Det skyldes bl.a. at camping er billigt.
En dag ser i øjeblikket ud sådan: formiddagkaffe/the, ca 5$, supermarked ca. 15$, camping 16$, og måske lidt ekstravagance. På fredag er der udsigt til regn, så måske bliver der lige et lille hotel. Vi trænger også til at få vasket tøj. I aften ?(18.9) camper vi i Devil State Park i byen Lincoln. Vi havde set frem til lidt shopping. Bike shops, sportsudstyr (på jagt efter gas til madlavning og måske et brewery), men ak, det vanskeligt nok at finde et supermarked. I dag kortede vi de planlagte rute af. Den bød på 100 km med 3 skrappe stigninger, så de skal indhentes over de næste dage. Til gengæld har vi ikke haft overliggerdage, som vi eller havde planlagt.
Så har vi også mødt egnens sultne dyr: racoon (vaskebjørn), som er en sulten rad, der stjæler vor mad på campingpladserne. I Disapointment State Parks hvor regnen styrtede ned og vinden sled pløkkene op i vor trap, havde Knud glemt at der var et stykke ost i tasken, som stod ude. Så slæbte dyret den ud i regnvejret og forsvandt med osten. Resten af maden var forsvarligt gemt i stålboks, der er på alle campingpladser. Et andet par fik en hel taske med mad "stjålet". På Lookout Campground mødte vi chip eller måske Chap. De er nærgående, hopper op på bordet. Det er lige som katte de skal fjernes korporligt:-)
Beklager hvis brevet er lidt rodet. Det er skrevet over flere dage mestendels fordi vi har problemer med at få ladet op med strøm og komme på nettet.

Best regards Merete & Knud, Newport, Oregon, USA

PS Glemte vist at skrive at kysten er utrolig smuk her i Oregon

Læs de første rejsebreve her

klik på et billede for at se det i stor størrelse

Rejsebrev nr. 1     9. september: Grænsen er nået

Eller dvs. næsten. Kun en færgesejlads væk venter grænsen til staten Washington (USA), som vi passerer til søs på vej til Anacortes.
Grænsen er også nået for, hvor meget mere regn vi gider. Efter 3 måneders fint tørt vejr har de også her fået regn - og det netop dagen efter vi landede i Vancouver.
Turen over gik ellers fint. Landede en halv time før plan og fandt fint indtil hotellet. Sådanne hoteller til den pris vi vil betale ligger tit i Chinatown. Også her og tilmed i blandt de hjemløse, som ligger på gaden. Der er rigtig mange med og uden kørestol, med og uden kanyle i armen, med eller uden sko til salg, med eller uden telt.

Vi har naturlig forberedt os på regn. Men havde ikke lige "regnet" med at de to første dage skulle være i regn. I det hele taget er der ikke noget der egentlig er gået efter planen. Misforstå os ikke: vi kan faktisk godt lide når planen ikke holder, det er ofte her de vi får de spændende og interessante oplevelser.
Vi skulle i går have været med 3 færger, men nåede kun 2, da vi missede den første og derfor kom bagud. Til gengæld lande vi på en campground Christianialookalike. Vi mødte aldrig noget personale, men selvservice var også muligt, så det benyttede vi.

Selv i regnen kunne vi dagen igennem se det flotte landskab. Vancouver ligger for foden af Cascadebjergkæden og klipperne fortsætter vestpå på Vancouver Island og øerne, som vi skal cykle på og passere. Der har derfor også været en del flere bakker end vi regnede med. Nogle af dem endog meget mere stejle end vi havde regnet med (også det er medskyldig i vor ødelagte plan).

I dag vågnede vi med en let regn trommende på teltet. Vi skulle blot nå en færge 15 km væk kl 9.50, så vi havde god tid da vi forlod campingpladsen kl 8.15. Imidlertid havde vi ikke taget vejviserne i ed. En erfaring vi allerede fik igår, er at skiltningen lader virkelig meget tilbage at ønske.
Så på "quiet road til Fulford Harbour" manglede der skiltning på et vitalt sted. Så hvad der så let ud, endte med hårdt slid i kuperet terræn og endte med endnu en mistet færge. Da den ikke blev nået kom vi ikke til at krydse grænsen i dag som planen var.
Til gengæld fik vi søndagsbreakfast sammen med de lokale på restaurant i Fuldford og så fik vi medlidenhed med os selv (to halvdrukne mus med klamt tøj og udstyr og beskidte cykler), så vi checkede ind på hotel Sidney (færgebyen), hvor vi nu sidder behageligt foran fjerneren og skriver dette brev.
Campground uden bad og med muldtoilet skiftet ud med 2 Qeenzise senge, karbad og Continental breakfast.
Ak ha, hvor dybt kan man synke?

Merete & Knud, Sidney BC, Canada

 

Rejsebrev nr. 2   13. september: USA

Så er vi nået til USA uden problemer, fik taget fingeraftryk og foto.
Flot sejltur gennem San Juan Islands, 170 små og store ører, ikke alle beboet. Vejret er blevet bedre, kun en byge i ny og næ. Fra Anacortes, havnebyen kører vi gennem Whidbey Island. Vi er på landet, med mange farms og marker, og igen og igen, små kirker, missionshuse og lignende med tilbud om deltagelse om søndagen.

Men der er noget galt med vejskiltene (tror vi) der bliver jo regnet i miles i USA , så vi skal hele tiden gange med 1,6. Der er masser af burgersteder, pizzaer og meget præfabrikeret mad, men der er ikke så mange madforretninger eller grocery som det hedder her. Men i Coupeville finder vi lidt proviant.
Vi finder Rhododendon Campground , i en stor skov med høje træer, finder en fin plads, alle har borde og bænke og bålsted, se billede. Vi får sågar lavet et lille bål for hyggens skyld. Der er ikke lys, men das (her hedder det restroom, i Canada washroom. Aj ja, hvor er vor barndoms lokum blevet af) og vand. Hvad mere har vi brug for . Efter en fredelig aften og nat skal vi med en færge mod Port Townsend. Det er blevet den 11. september og alle flag er på halv stang.
Dagens mål er Bremerton, en havneby tæt ved Seattle. Lidt befærdede brede vej med cykelstriber, men til gengæld skyder vi en god fart, der er mange bakker. Vi når at køre 90 km den dag.
Vi skal bo to nætter her, fint motel, så bilerne kan holde lige udenfor. Dagens udflugtsmål er Seattle, igen en færge, sejltid 50 min med udkig til flotte strandhuse, se billede. Færgen bruges kan vi se, til folk der arbejder i Seattle. Byen dukker pludselig op med store højhuse. Det er en fin by med fiskemarked og en masse forretninger.
Motorvejen går igennem byen i tre etager. Knud fik desværre stjålet cykelværktøj dagen før, så nu er nyt indkøbt i en kæmpe kæmpe stor cykel- og andet udstyrs forretning. Godt vi ikke har plads, ellers kunne vi nemt blive fristet.
Vi spiser sen frokost ved havnen på Ivars fiskerestaurant, vi får Clam Chowder, en slags muslingestuvning, smager rigtig godt. Idag torsdag den 13. september er vi halvvejs på vej mod kysten, regner med at køre 115 km.
Glemte vi at skrive: en utrolig flot natur, men desværre skæmmet af store larmende, stinkende biler (must have) i hundredtusindvis. Det er her climaterescue er på dagsordenen.
Merete og Knud, Bremerton, Washington